OMBRE

Et kortspil, som finere mennesker spiller tre sammen på...
Vanbrugh, The Provok'd Husband (1727)

Et spil for kortspils-gourmet'er og snobber...
Klaus Grupp, Kartenspiele (1975)

Ombre (udtales "omber", sjældent "umber") er den engelske version af det franske spil l'Hombre, der igen svarer til det spanske spil, der engang var kendt som Hombre. Hombre er spansk for "mand" og betegner den højestbydende eller enlige spiller. Mod slutningen af det syttende århundrede blev l'Hombre/Ombre det største kortspil i den vestlige verden. Det forblev sådan indtil langt op i det nittende, da det i England blev trængt væk af Whist og til sidst begravet af Bridge. Det overlevede længere i Tyskland, som Lomber, og spilles den dag i dag stadig i Danmark som L'hombre. Spillets storhed ligger først og fremmest i dets introduktion af det dengang nye koncept om at melde for at navngive en trumffarve, i modsætning til den ældgamle skik med at vende det sidste kort til trumf og at skulle overholde det.

Ombre mentes engang at være kommet ind i England med tilbagevenden af konge og kavalerer fra fremmede lande i 1660. Sådan tænkte antikvaren Daines Barrington¹ med den begrundelse, at det sandsynligvis var indført af Catherine af Bragança, som Charles II giftede sig med i 1662, "da [hofdigter Edmund] Waller havde et digt På et Ombre-kort iturevet af dronningen". Men en politisk traktat fra 1660 metaforisk kaldet Det kongelige spil Ombre ² forudsætter, at det har været godt nok kendt på det tidspunkt til, at henvisninger til det har været anerkendt. Og i 1662 en optræder en beretning om "De ædle spanske l'Ombre-spil" i anden udgave af John Cotgrave's Wits Interpreter, senere plagieret i Cotton's Compleat Gamester fra 1674. Faktisk blev det hurtigt så populært i de finere samfundslag, at parlamentet ved udgangen af det år havde foreslået at vedtage en lov mod at spille Ombre, eller i det mindste at begrænse indsatsen til £5, et forslag, der blev "modtaget med latterliggørelse" ³. I 1665 bemærker Pepys "Hvis [min ærede kasserer] kan få sine £8000 om året og et spil l'ombre, så er han tilfreds." I 1665 udkom en anonym publikation med titlen Det Kongelige Ombre-spil skrevet på anmodning fra diverse, ærede personer, hvoraf teksten er tilgængelig som en del af online-projektet Gutenberg.

Ombre er velkendt i engelsk litteratur fra Popes beskrivelse af et spil spillet af Belinda, heltinden fra The Rape of the Lock, som giver en autentisk kort-for-kort beskrivelse af spillets forløb. (Se nedenfor.) Referencen er yderligere interessant fordi den bekræfter, at Ombre ligesom sin efterfølger Quadrille (og faktisk Bridge), især var populært blandt kvinder. På mindre fornem vis spiller det en væsentlig rolle i Magdalen King-Halls Life And Death of the Wicked Lady Skelton (1945).

Men Ombre-boblen, ligesom den i Sydhavet, skulle ikke holde. Selvom det stadig udgjorde "et kongeligt spil" i Seymours Court Gamester, udgivet i 1719 "til brug for de unge prinsesser", var Ombre allerede udfordret i både England og Frankrig af dens franske ny-udvikling for fire spillere Quadrille. Hoyles afhandling fra 1745 om Quadrille ignorerer Ombre, som Daines Barrington erklærer "næsten glemt"; og dens fravær fra snesevis af pseudo-Hoyles skrifter fra det nittende århundrede gør at Lord Aldenham's privat trykte afhandling⁴ føles som et værk skrevet af en elskelig gammel excentriker.

Spillet

Ifølge Lord Aldenham

Den følgende beskrivelse er næsten udelukkende baseret på
H H Gibbs, first Lord Aldenham
(© National Portrait Gallery) Lord Aldenhams afhandling, selvom jeg ikke følger hans praksis med at anvende spansk terminologi (spadillo, malillo, codillo osv.) men i stedet det tilsvarende franske (spadille, manille, codille, osv.), eftersom fransk var mere sædvanligt i engelsk spil.

Jeg synes, det er værd at påpege, at det mest interessante ved spillet ligger i forholdet mellem de tre spillere i en given melding. Målet for spilføreren, Ombre, er at få flertallet af de ni spillede stik - det er mindst fem, eller en "dominerende fire" (4-3-2). Ombre taber et simpelt spil eller puesta hvis to spillere får fire stik hver, eller alle tre spillere får tre hver (4-4-1, 3-3-3). Hvis dog en af Ombres modstandere vinder fem eller flere, eller en dominerende fire, så lider Ombre det største tab af codille, og den, der leverer codille får gevinster fra begge de andre spillere. (Spansk codillo betyder den del af armen, der er mellem albue og skulder, så vi kan sige at Ombre er blevet "albuet ud" eller "stærkt-armet" ud.) Mens modstandernes primære mål derfor er at slå Ombre, er begge modstandernes mål enten at levere codillo eller at forhindre deres midlertidige allierede i at gøre det ved at sikre, at deres stik er fordelt 3-2 eller 4-1 mellem dem. Som Aldenham udtrykker det, "Den store kunst i dette spil er fornuftigt at fordele de stik, som du ikke selv kan få, blandt dine modstandere"  - en pointe, der også gælder for spilføreren. Det er denne vægt på fordelingen af stik, der gør spillet så fascinerende.

Spillere

Tre eller fire, men kun tre er aktive ad gangen. Alle spiller for sig selv i det lange løb, men en midlertidig alliance dannes mellem to spillere under hvert spil. Turen til at give kort, selve kortgivningen og de enkelte spil om stik, roterer fra venstre mod højre. I hvert spil har kortgiverens højre hånd "forhånd" og kortgiveren "baghånd".

Kort

40, bestående of Es,Konge,Dame,Knægt,7,6,5,4,3,2 i hver kulør/farve. (10, 9, og 8 er udeladt.)

Andet udstyr

En lille tallerken til at opbevare puljen,
"Et af disse trekantede borde" (detalje; fra Seymour 1719) og et sæt jetoner. Disse (siger Aldenham) "bør have forskellige former - runde, aflange og lange (eller fiskeformede), disse sidste tæller, hvis du vil, som et point hver, de aflange som fem, og de runde, ti; men det er bedre, da pointene på spil ofte er mange i antal, at have de runde i to størrelser, større, der plejede at blive kaldt cent, tæller som tyve, og de små, som plejede at blive kaldt milles, tæller som ti. Jetonernes numeriske værdi kan dog afregnes efter aftale mellem spillerne. Det er praktisk at have jetoner i flere forskellige farver, som gul, rød, grøn og brun, så hver spiller kan have sin egen farve, og ved slutningen af spillet tydeligt kan se, hvilken af dem han skal indløse. Således har en almindelig Ombre-kasse fire små kasser indeni, hver med sine fler-farvede jetoner; lad os sige et dusin hver, af tyvere, tiere og femmere og en snes [20] enere; og i midten står pulje-tallerkenen".

En yderligere fornødenhed - selvom, siger Aldenham, "en sådan tilføjelse naturligvis ikke er nødvendig - er et af de trekantede borde (som man nogle gange ser i gamle huse) med huller i til at opbevare jetonerne." En af dem dukker op på tegningen ovenover, som er taget fra Seymours Compleat Gamester.

Kortgivning

"Hvis der kun er én dame, der spiller, skal hun give kort; hvis der kun er én herre, skal han gøre det: men hvis tre herrer spiller, eller tre damer, skal kortene deles rundt, et efter et, og den, der får den første konge, skal give kort." Kortgiveren placerer fem "fisk" [grundlæggende enheder] i pulje-tallerkenen, giver ni kort til hver spiller i tre omgange af tre kort fra højre mod venstre, og til sidst placeres de sidste 13 kort med billedsiden nedad på bordet for at danne talonen.

Rangering af kort

Rangfølgen af kort varierer mellem rød og sort farve, og mellem trumf og almindelig farve.

De tre største trumfer kaldes Matadorer og består altid af:

1. Es, kaldet spadille
2. den nominelt laveste trumf (sort 2, rød 7), kaldet manille
3. Es, kaldet basto.

I en rød trumffarve er den fjerde højeste dens es, kaldet punto, men det er ikke en matador. Matadorer har særlige privilegier i stik, som det vil blive forklaret senere.

Kortenes evne til at tage stik, fra højeste til laveste i hver kulør, er som følger:

• i sort trumf: spadille, manille (2), basto, Konge Dame Knægt  7 6 5 4 3
• i ikke-trumf sorte kulører: Konge Dame Knægt 7 6 5 4 3 2
• i rød trumf: spadille,  manille (7),  basto,  punto (Es),  Konge Dame Knægt 2 3 4 5 6
• i ikke-trumf rød kulør: Konge Dame Knægt Es 2 3 4 5 6 7

Meldekampen/Auktionen

Den, der byder højest, bliver Ombre, spilføreren. De fire mulige meldinger, fra laveste til højeste, er:

1. "Spil" (Juego) : hvor spilleren skal tage et individuelt flertal af stik efter at have annonceret trumffarve efter eget valg og ḧave byttet nogle kort i talonen.
2. Voltereta: som ovenfor men efter at have vendt det øverste kort i talonen, der så angiver trumf-farven, og ḧave byttet nogle kort i talonen.
3. Solo: man spiller med en valgt trumf med den "fødte" hånd,  - d.v.s, uden at bytte kort i talonen.
4. Ruder (Oros): solo, men specifikt med ruder som trumf.

På skift,
Der spilles voltereta, med spanske
kort (fra Aldenham's afhandling) begyndende med forhånden, melder man enten "Spil" eller "Pas". Når du har meldt pas, kan du ikke komme ind i meldekampen igen, og hvis alle melder pas, øges puljen, man viser sine kort, og de samles ind, og turen til at give går til højre. Hvis en spiller siger Spil, og de andre melder pas, bliver denne spiller Ombre og kan melde et hvilket som helst af de fire mulige spil.

Et simpelt "Spil" kan overbydes af meldingen "Bedre spil" (juego más), som er et tilbud om at spille et af de højere rangerende spil. Som det er sædvanligt i sådanne spil, vinder et højere bud over et lavere, og hvis to spillere ønsker at give den samme melding, har forhånden forrang.

Kortbytte

Medmindre du spiller solo, fjerner Ombre nu så mange kort fra hånden som ønsket og erstatter dem med det samme antal kort trukket fra toppen af talonen. Det er normalt at beholde alle sine trumfer og konger og kassere resten. De "kasserede" kort placeres med forsiden nedad "på pulje-tallerkenen" og må ikke anvendes derefter. "Når Ombre har fuldført sit eget køb [siger Aldenham], kan hans højre hånds modstander aftale med sin ven, hvem der skal have det første valg af de resterende kort i talonen, enten ved at bytte selv med det samme (hvilket er hans ret), hvis han er indstillet på det, eller angive at han giver sin ledsager ret til det (at gøre det eller lade være, som han tænker bedst); og dette gør han gerne, hvis hans egen hånd ikke ser ud til at kunne give ham mindst to eller endda tre stik; thi derved vil han give sin medspiller større chance for at slå den fælles fjende. Eller han kan have en meget god hånd og har derfor kun brug for at bytte få kort, og kan således undlade at gøre opmærksom på det. Den første bytter nu så mange kort, som han vil [...]; og den anden tager af dem, der er tilbage, så mange eller så få, som han synes godt om, og tager slet ingen, hvis han vil. (Fodnote: Hvis der er nogen tilbage i talonen, siger nogle eksperter, at han kan se dem, hvis han vil; men hvis han ser dem, skal de andre spillere også have lov til det. Ingen må se på hans fravalgte kort efter, at han har byttet.)"

I en solo-melding er alle 13 ikke uddelte kort tilgængelige for modstanderne at bytte fra, men den, der bytter først, skal ikke tage mere end otte.

Spillet

Forhånden spiller ud først. Spillere skal bekende kulør, hvis det er muligt (undtagen når der holdes tilbage - se nedenfor), og kan ellers spille ethvert kort. Stikket tages af det højeste kort i den kulør, eller af den højeste trumf, hvis en sådan spilles, og vinderen af hvert stik spiller ud til det næste.

Hvis en trumf spilles ud, og du har en matador, er du ikke forpligtet til at spille den, hvis du ikke har nogen lavere trumf. I stedet, du kan "holde tilbage" ved at spille fra en anden kulør. Men hvis en matador højere end din spilles ud, må du ikke holde tilbage, men skal spille kortet, hvis du ikke har nogen lavere trumf. For eksempel, hvis spadille er spillet ud, og du har manille eller basto, skal du bekende. På samme måde tvinger manille, at basto skal bekende, hvis der ikke er noget alternativ. Spadille selv, som er den højeste matador, kan ikke tvinges til at bekende. Bemærk at bekende-tvang kun gælder, hvis den højere matador er spillet ud først til stikket, ikke hvis det spilles som nummer to.

Betaling

At vinde med 5 stik eller 4-3-2 er en sacada: Ombre tager puljens indhold, plus fem "fisk" fra hver modstander plus ethver "ekstragevinst" som specificeret nedenfor.

At tabe med 4-4-1 eller 3-3-3 er en puesta - Ombre siges at være "slået" eller "gjort til et bæst" , og skal indbetale til puljen et beløb svarende til det, der allerede er der, plus 5 "fisk" til hver modstander (dvs. 10 hvis tre spiller, 15 hvis fire).

At tabe, når en modstander vinder 5 stik eller en dominerende 4, er en kodille. Som puesta, bortset fra at betaling ikke er til puljen, men til modstanderen, der fik flest stik.

Extra

De følgende ekstra betalinger kan følge med et vundet spil:

Primeras. For at tage de første 5 stik i træk, Ombre modtager 6 "fisk" fra hver modstander i stedet for 5.

Estuches. Hvis du som Ombre oprindeligt havde de tre øverste trumfer (matadorer), kan du modtage en ekstra betaling på tre "fisk", plus en mere for hver efterfølgende trumf under dem. For eksempel, efter at have haft tre matadorer og konge, dame i trumf, er betalingen fem. (En grænse på fem er normalt pålagt, selvom man havde alle ni trumfer.) Omvendt betales samme betaling, hvis Ombre oprindeligt manglede de tre matadorer plus én "fisk" ekstra for hver efterfølgende trumf, der også mangler - selvom dette selvfølgelig sjældent bliver til meget. Hvis denne praksis overholdes, opkræves betalingerne som bøder for et tab, uanset om det er puesta eller codille.

Voltereta. Ved en vundet voltereta, modtager Ombre 7 "fisk" fra hver modstander, og betaler ved tab det samme til puljen.

Solo. Ved en vunden solo, modtager Ombre 8 "fisk" fra hver modstander, og betaler ved tab det samme til puljen.

"Vole" (tage alle 9 stik)

Hvis du som Ombre tager de første fem stik direkte, er spillet slut; men spiller du ud til det sjette, har du meldt "Vole", og er forpligtet til at tage de resterende fire. (Du kan faktisk melde "Vole" under meldekampen og dermed nødvendigvis spille solo og overbyde enhver anden, der melder solo. Men hvis en anden er stærk nok til en solo, er det usandsynligt, at du kan klare "Vole", og der er ingen fordel at opnå ved at melde det under meldekampen, når du lige så godt kan vente, indtil du har vundet primeraer.) Hvis du udfordrer med "Vole", og derefter mister et stik, er udfordringen tabt. Betalingen for en "Vole", vundet eller tabt, er 30 "fisk" fra eller til hver modstander i stedet for de grundlæggende fem. Disse betalinger, hvis de overholdes, gælder også som bøder, hvis Ombre taber, enten ved puesta eller codille.

Smide kortene

Hvis, som Ombre, du føler, at du ikke kan vinde - enten fordi du opdager, at du har overbudt din hånd, eller fordi du har trukket ubrugelige kort fra talonen - du kan tilbyde at "smide kortene", forudsat at udspil til det fjerde stik endnu ikke påbegyndt. Hvis dine modstandere accepterer din overgivelse, skal de vise deres kort for at bevise at ingen af dem har svigtet kulør. Du bliver dermed overvundet og betaler, som om du havde spillet og tabt med puesta. Begge modstandere kan dog "forbyde" overgivelsen. I dette tilfælde lægger du din betaling til den ene side for at afvente udfaldet af spillet, for spilleren, der overbød dig, skal derefter påtage sig rollen som Ombre og tage fem stik, eller en dominerende fire, som om de havde vundet meldekampem i første omgang. Hvis den nye Ombre vinder, er din overgivelse annulleret, og du tager din puesta tilbage, da du nu har tabt med codille og skal betale i overensstemmelse hermed. Hvis forsvareren (den nye Ombre) taber, er der selvfølgelig to puestas, der skal betales. Disse kaldes tvillinger og der spilles om dem samtidigt. Forsvarsspilleren må i øvrigt ikke overgive sig, men skal spille spillet færdigt.

Reserverede puestas

[Aldenham udtaler:] En beste, eller puesta, er "reserveret", når man skal undgå at øge puljen og dermed lave indsatsen for høj, og den, der har tabt, lægger ikke i puljen men ved siden af. Dette kan forekomme flere gange; og efter at puljen er blevet vundet én gang, placeres de adskillige puestas derefter successivt i den og der spilles om dem, i rækkefølge, ikke efter tid, men efter størrelse, den største først. Det er normalt at aftale i begyndelsen af spillet, hvor stor puljen må blive, før puestaerne er reserveret; men i tilfælde af ingen forudgående aftale bestemmes dette af taberen af puestaen.

Valgfrie ekstra-regler

Følgende er ikke en almindelig del af spillet, men man kan støde på dem som valgfrie "ekstra-regler".

Tvunget spadille Hvis alle melder pas, er en spiller, der har Es (om nogen) tvunget til at melde.

Gascarille Hvis alle melder pas, kan én spiller påtage sig spillet ved at bytte otte kort fra talonen og melde trumf. Dette tæller for yderligere 3 vundne eller tabte "fisk".

Countervole (contrabola) Hvis alle melder pas, kan en spiller tilbyde at spille kontra-vole, hvilket er en forpligtelse til ikke at tage nogen stik(misère) efter at have valgt en trumffarve (hvoraf han skal have mindst én), og uden at nogen bytter kort fra talonen. Dette tæller som et grundlæggende spil (5 "fisk"), og spillet ophører, hvis og når et trick tages af Ombre, som derved taber en puesta.

Favor Vi har allerede set, at en solo kan overbydes af en solo i ruder. Favor er en præference, der gives til ruder i et lavere spil, så et simpelt bud på Juego kan blive overmeldt af en Favor melding, der er det samme, men med ruder som trumf. Det kan overbydes af en voltereta eller solo, men kan så hæves fra et simpelt spil til en rudersolo.

BELINDA'S SPIL

"Lad spar være trumf!", råbte hun...

I Alexander Popes drillende episke digt The Rape of the Lock (1712-1717) spiller hans heltinde Belinda Ombre med Sir Anonym og "Baronen". Sidstnævnte konspirerer for at stjæle en lok(lock) af hendes hår - eller måske mere end en lok, da den mulige effekt ville være at ødelægge hendes skønhed. Spillets forløb er beskrevet tilstrækkeligt detaljeret til at muliggøre en rekonstruktion, og Lord Aldenham gør det med en indsigtsfuld analyse af spillet og det sandsynlige resultat af mulige alternativer. Kortene er fordelt således:

Belinda: Es-Konge-2, Konge-3, Konge-7, 2-3
The Baron: Dame-Knægt-5-3, 4-2, 5, Konge-7
Sir Anonym: 6-4, 7-6-5, Knægt-2-3-6, -

Belinda, der har spadille og tre konger, har et lovende spil i spar (toer'en er manille) og siger "Jeg melder spil". Baronen, der dog er godt stillet i spar og med manille i klør og ruder, overvejer at overmelde med Voltereta, men tør ikke af frygt for at vende en hjerter. For svag til en hjertesolo melder han pas, og det samme gør Sir Anonym. Så Belinda siger: "Lad spar være trumf", råbte hun, og trumf var de". Hun bytter sine fire lave ikke-trumfer, og efter byttet har hun følgende hånd at spille:

Spadille (Es), manille (2), basto (Es), Konge, Konge, Konge-Dame, 5-4

i kamp mod:

The Baron: Konge-Knægt-7-5-3, - Konge-Dame-Knægt, Es
Sir Anonym: 6-4, Knægt, 6, Knægt-2-3-4-6

Baronen har en tilsyneladende fremragende defensiv hånd med fem af de elleve trumfer og overvejer at levere codille ved at få stik på sin konge, de tre øverste ruder og hjerter es. Stykket er spændende, og det ottende stik ender i en rigtig cliffhanger. Visningen af spillet er Belinda - Baron - Anonym og "x" angiver ethvert kort, der er lovligt udspillet af Sir Anonym, hvis hånd er værdiløs.

1. Belinda: spadille, 3, 4 (Belinda 1-0-0)
2. Belinda: manille, 5, 6 (2-0-0)
3. Belinda: basto, 7, x (3-0-0)
4. Belinda: Konge, Knægt, x (4-0-0)
5. Belinda: Konge, Dame, x (4-1-0)
6. Baron: Konge, x, 5 (4-2-0)
7. Baron: Dame, x, 4 (4-3-0)
8. Baron: Knægt, x, Dame (4-4-0)
9. Baron: Es, x, Konge (5-4-0)

"Belinda må nu blive ængstelig" siger Aldenham i slutningen af stik fire: "Hun har fået sine fire sikre stik; men for at vinde spillet, skal hun enten tage endnu et stik eller behændigt dele de fem resterende stik mellem sine modstandere. Sir Anonym ville med glæde hjælpe hende (ved selv at tage et stik) til at udvirke denne deling og søge tilflugt i en puesta, men han er magtesløs. Baronen har den ellevte trumf, og hun frygter, at den måske er i stand til at stikke den konge hun spiller ud; og så, hvis han har ruder konge og intet kort i hendes resterende konges kulør, er hendes skæbne beseglet." Men hun bliver reddet i sidste øjeblik af sin hjerter konge.

OPRINDELSE OG UDVIKLING

Et spil med mange navne og varianter

Oprindelsen og udviklingen af spillet bedre kendt generisk som "Hombre" har været omfattende efterforsket af Thierry Depaulis⁵, og det følgende er i høj grad baseret på hans fremstilling.

Hombres forfader kan spores tilbage til Spanien i det sekstende århundrede som et spil for fire spillere. Under titlen Triumphus Hispanicus - dvs. den spanske version af det udbredte kortspil Triumf - det er nævnt og delvist beskrevet af filosoffen Juan-Luis Vives (1493-1540) i en af hans Latinske Dialoger først udgivet i 1539. Det blev spillet med 48-kort med ni kort til hver af de fire spillere, en talon på tolv og "vendt" trumf. Der er ingen matadorer, men hvis det "vendte kort" er et es eller et billedkort, vender det tilbage til melderen. "Spansk Triumf" minder både om Triomphe eller "French Ruff" og med Cotton's "English Ruff-and-Honours, alias Slamm" (52 kort, 12 hver, 4-korts talon, trumf vendes).

Tidligt i det 17. århundrede blev kort-antallet reduceret til 40 ved også at udelade niere og ottere, og spillet var kendt som Hombre, hvilket betyder "mand", og betegner den enlige spiller. (Udtrykket synes også at have haft religiøse konnotationer - måske antydende "Menneskesønnen/Jesus".) I midten af århundredet blev det spillet af kun tre aktive spillere og blev kaldt Renegado, hvilket betyder "forræder". (Hvorfor? Min teori er, at det betegner den fjerde spiller, som blev anset for at have trukket sig fra spillet, men stadig får del i indtægterne. Som de fleste tre-mands spil afledt af dem for fire, blev Hombre normalt spillet med fire ved et bord, og spillerne fungerede på skift som kortgiver og oversidder på den hånd, som de gav.) Mere væsentligt, intet kort blev vendt til trumf: i stedet blev enhver spiller, der påtog sig at tage fem eller flere stik alene i en trumffarve af deres eget valg, kaldt hombre - eller, hvis ingen gjorde det frivilligt, blev den rolle tildelt den, der havde spadillo, spar-es. På samme tid forgrenede Hombre sig også til Quintillo, en version for fem, hvor alle fik otte kort, og der ikke var nogen talon at bytte kort fra.

Renegado beskrives første gang i 1663 (Madrid), fire-mands Hombre i 1669 (Saragossa) og fem-mands Cinquillo omkring tyve år senere. Forfatteren af fire-mands-beskrivelsen - en lidt tvivlsom kilde, "Dr Franco-Furt" - hævder at have baseret sin tekst på en nu tabt afhandling udgivet i Barcelona i 1631. Det forekommer bestemt i overensstemmelse med detaljer, som kan findes i en række tidligere kilder, herunder Lope de Vega (1618, 1625), og også i 1625 i et bemærkelsesværdigt detaljeret autosakramentalt eller mystisk skuespil hvori Kristus og Verden spiller mod Døden og Djævelen. Spillerne får i faste partnerskaber ni kort hver, de sidste fire danner talon med forsiden nedad, hvorfra topkortet vendes til trumf. En spiller erklærer sig hombre i vendte kulør ved at invitere den, der har trumf es til at "røve", dvs. at bytte et uønsket kort til trumf. Partnere holde deres stik adskilt, genstanden for hombres partner er at sikre (i sin egen interesse), at hombre vinder et individuelt flertal af dem. Selvom dette spil inkluderer top-trumf matadorer, bemærker enten "Franco-Furt" i 1669 eller hans kilde fra 1631,foragtende, at dårligt opdragne folk stadig spiller uden dem, hvilket antyder, at de er af ret ny oprindelse.

Omkring midten af det 17. århundrede spredte Renegado sig til Frankrig, Italien og England i sin tremands-form, men med sit oprindelige fire-mands navn. I 1674 kommer den første franske beretning om spillet, Le Jeu de l'Hombre som generelt tilskrives de Méré, i en tekst, der blev genoptrykt, plagieret og oversat i hele Europa i mange år derefter. De Méré bekræfter dets spanske oprindelse og bemærker, at dets popularitet i Paris er sikret, da Maria Theresa er tydeligt betaget af det nye spil, selvom Louis XIV finder det kedeligt.

Hvorfor blev spillet, der oversvømmede det syttende århundredes Europa under navnet l'Hombre, ikke fire-mands-originalen, men i stedet dens tre-mands-tilpasning, Renegado? Dummett tilskriver sidstnævntes succes dets introduktion af en helt ny og fængslende facet af spillet: det at kamp-melde om retten til at vælge trumffarven, et evolutionært skridt, som han placerer på linje med opfindelsen af trumf to århundreder tidligere. Hidtil kunne spillere enten acceptere eller afvise den "vendte" trumffarve. Nu skulle de vurdere deres hånd før de besluttede sig for trumffarven, en ændring, der åbnede op for nye områder af færdighed og dømmekraft.

Til at begynde med var formålet med meldekampen at vælge mellem variable betingelser, hvorunder spilføreren skulle opfylde det ufravigelige mål at få de fleste stik. En spiller kunne kun overbyde eller overmelde en anden ved at gøre betingelserne mere vanskelige for sig selv. l'Hombre-spillere var hurtige til at udforske denne idé ved genialt at udvide rækken af forhold at vælge imellem. I Gascarille, beskrevet af Seymour i 1719, som en melding man kunne udføre, når alle har meldt pas, skal spilføreren bytte alle kort undtagen ét fra hånden, trække otte erstatninger fra talonen og derefter vælge trumf. Variationer af dette tema, herunder bibeholdelse af to kort eller ingen, dukker op igen i europæisk kortlitteratur under en række forskellige navne. I tourné, voltereta, vuelta eller det engelske "whim" (Seymour, 1719), vender spilføreren det øverste kort fra talonen og accepterer dets kulør som trumf.

Senere blev konceptet udvidet til at variere formålet med spillet, såvel som eller i stedet for betingelserne. Spillere kunne melde over ved at tilbyde at tage et større antal stik eller at udføre særlige bedrifter, såsom at tage ingen stik overhovedet, eller præcis ét. Bedst kendt er meldingen devole, contrabola eller "mod-vole", hvor man ingen stik må få, hvilket er oprindelsen til misère i Solo Whist og null i Skat. Dens første nedskrevne optræden spores af Dummett til 1757-udgaven af Das Neue königliche l'Hombre.

Alle disse variationer førte naturligvis til udviklingen af nye og specialiserede spil, der hurtigt overhaler tremands-l'Hombre, i hvert fald i Frankrig og England. Det beholdt dog en spredt følgeskare i Tyskland gennem hele det nittende århundrede og i Holland måske indtil 2. Verdenskrig, og spilles stadig i Danmark. I Spanien selv overlevede Renegado under navnet Tresillo (understreger tremands, jf. italiensk Terziglio), måske indtil borgerkrigen. I Portugal overlevede det ind i det tyvende århundrede under navnet Voltarete. Da Silva forklarer i Tratado do jogo do Boston (1942), at det nåede Portugal i 1780-90, hvor det spanske spil dengang var kendt som Tresillo de voltereta ("saltomortale") efter indførelsen af tourné-meldingen. Latinamerikanere fra Mexico til Patagonien spillede det gennem det nittende århundrede under navnene Tresillo og Rocambor. Det er siden blevet fortrængt af Spansk Solo, en hybrid af Tresillo og point-stik-spillet Malilla.

Et af l'Hombre's største resultater var overførslen af dets principper til det klassiske spil fra det 18. århundrede, Whist, som mundede ud i varianten kendt som Boston [Whist], for ikke at nævne det fuldstændig bizarre men fascinerende svenske spil Vira - et tremandsspil, der spilles med den fulde pakke på 52 kort i stedet for 40, 13 bliver givet til hver spiller, og med et væld af ejendommelige meldinger. Boston Whist var på sin side forfaderen til Bridge-Whist og Auktions- og Kontrakt Bridge.

Oversættelse fra engelsk: Hans Otto Lunde, december 2021

NOTER

 

1 Hon. Daines Barrington, On the Antiquity of Card-playing in England, Archaeologia, vii, 1786. (Tilbage)
2 Ikke længere eksisterende, men nævnt af Chatto i Facts and Speculations on the History of Playing-Cards 1848, p. 145, and others. (Tilbage)
3 Edwin S. Taylor (from Boiteau d'Ambly) The History of Playing Cards (1865), p. 394.(Tilbage)
4 Hon. Henry Hucks Gibbs, later 1st Baron Aldenham (1819-1907), The Game of Ombre (London, privat trykt, 1874, 3. udgave (udvidet) 1902). (For anden udgave se Google Books (Tilbage)
5 Thierry Depaulis, "Un peu de lumiére sur l'Hombre", in Journal of the International Playing-Card Society, xv. 4 and xvi. i and 2 (May, Aug., Nov. 1987). (Tilbage)

top

index

gloss

nav