Ole Hansen (Ole Tuborg)

En lille anekdote om den tidligere formand for Fyns L’hombre Union

Min farfar (Hans Otto Lunde) havde i 1940’erne 2 gårde i landsbyen Hillerslev på Midtfyn. Min far fortalte mig, at en dag omkring 1940 stod der pludselig en lille fyr med en kæp over skulderen, hvorpå der hang en bylt med tøj. Alle hans ejendele var i bylten. Han spurgte, om der var noget arbejde at få. Min farfar var vist nok kendt som lidt af en hård hund, men han kunne også godt lide, at man viste initiativ, så svaret blev ja.

På den måde startede Ole Hansen som staldknægt hos min farfar. Det var nok, fordi Ole Hansen lige var blevet konfirmeret, og hans forældre dårligt havde råd til at have ham på kost derhjemme. Så han var blevet sendt ”ud at tjene bønder”. Lønnen for at være staldknægt/karl var nok til at overse, men vigtigst var det, at der fulgte kost og logi med jobbet. Min far (Knud Lunde) har fortalt, at det første sted han var landvæsenselev, der fik han 500 kr. om året. Og det har nok været ca. samtidig med, at Ole Hansen troppede op hos farfar.

Nogle år senere var Ole blevet ”chauffør” for min farfar, når han skulle til pølsegilde i omegnen. Chauffør forstået på den måde, at han skulle køre hestevognen med farfar ud og hjem igen efter festen. Dengang var der ingen frysere at konservere maden i, så når landmændene slagtede dyr om efteråret, var der rigelige mængder af fersk kød, og det fejrede man ved at holde pølsegilder, hvor landmændene på skift beværtede hinanden. Man blev også beværtet med andet end mad, nemlig drikkevarer i rigelige mængder.

Normalt blev staldkarlene/chaufførerne ikke beværtet helt så godt, men de fik dog også god mad og godt med drikkevarer ovre i stalden. Ole har selv berettet, at denne aften havde værtsfolkene forbarmet sig over staldkarlene og inviteret dem med indenfor i stuehuset. Her blev de beværtet på linje med de øvrige gæster. Og der havde de fået temmelig meget at drikke til maden, for som Ole tørt bemærkede: ”det var s’gu godt hestene kendte vejen hjem, for hverken din farfar eller jeg kunne høre eller se da, vi skulle hjem”

Senere fandt Ole Hansen sikkert ud af, at fremtiden i landbruget nok var til at overse for ham, og han var i mange år ølkusk for Tuborg – deraf kælenavnet Ole Tuborg. Men noget han havde lært i Hillerslev var l’hombren, og den holdt han fast i resten af sit liv. Han var i mange år formand for Ringe og omegns L’hombreklub, og ligeledes i mange år formand for Fyns L’hombre Union. Begge steder lagde han rigtigt meget frivilligt arbejde for at udbrede og fastholde kendskabet til l’hombre.

I Ringe og omegns L’hombreklub mindes vi tit Ole Hansen med stor glæde – han har indstiftet en vandrepokal, som går til en lhombrespiller i klubben som har gjort sig særligt bemærket. Og endelig er der stadig mange som kan huske Ole Hansen for en bestemt ting, nemlig at Ole godt kunne finde på i eget spil og i modspil at købe en lille trumf væk i håbet om at købe en større trumf! Det er der ikke mange, der praktiserer – men som Ole sagde: ”man får s’gutte altid stik på de små trumfer”

Vi er rigtig mange, som skylder Ole Hansen en stor tak for alt det arbejde, han har har gjort for l’hombre-spillet.

Æret være Ole ”Tuborg” Hansen minde.

Venlig hilsen

Sten Lunde