En “huske-seddel” med kortrækkefølge og meldinger, som man kan skrive ud til hjælp for nye spillere. 2 stk. A5 på 1 A4 side i farver.
En “munke-plakat” man kan skrive ud og bruge som blikfang ved arrangementer og turneringer.
Til sidst på denne side har jeg placeret noget materiale fra klubberne, som jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle gøre af. I første omgang er det to sange, en fra Ringe og en fra Stilling.
Fra Ringe L’hombreklub’s 50 års jubilæumsfest, 19. januar 2006
Melodi: Jeg en gård mig bygge vil.
L’hombre er et herligt spil
lunefuldt – hvis skæbnen vil
man kan tabe eller vinde,
over bordet glider pinde,
rask og muntert skal det gå,
se om du kan heldet få.
Hvis vi ta’r det skridt for skridt,
starter men forsigtigt tit,
blot et lille spil i Hjerter
køber fire, men hvad er der?
Tre små Spar og Ruder syv,
ja, men det er rakke lyv.
Det skal ikke bli’ ved det,
nej, så ta’r man en Tourné,
man har es og tre Maniller,
vender frejdigt – lykken driller –
den kulør du ikke har –
ligger der så soleklar.
Denne gang med kort så små
kan man Købenolo få –
sælger bare Ruder dame,
men i stedet får man fan’me
kongen og en masse stik,
jo, del passer på en prik.
Begge esser gi’r Respekt
og så vender man en knægt,
man skal bruge fire mere,
men der er skam ikke flere,
det var sidemanden spil,
ja, det er så ligetil!
Desperat man chancen ta’r,
spiller på de kort man har
Solo, fire stik, men glemte –
hvordan man nu sku’ få det femte,
og om lidt er spillet Kruk
man noterer med et suk!
Ja men la’ den så gå Ren,
alt er godt, undtagen en,
den kan de vist ikke finde,
okke jo, den koster pinde,
trækker først hinanden fri,
til du stikker som en bi!
Det at spille kort er svært,
men vi har det næsten lært –
takket være mænd og koner,
som derhjemme si’r de toner
‘Ta’ da bare glad af sted
nyd den aften – så’ der fred’
Her en stille tak I får tak,
fordi I os forstår.
Så’n en aften den er herlig
nemlig ikke spor besværlig
Går det skidt en aften lang –
bedre held til næste gang.
Mobbe lidt ka’ være sjov,
hvis man altså ka’ få lov
hjemme sidder måske konen
li’som også lidt på tronen
og om ting’ne ved besked
Kald det bare kærlighed.
Femti år – det fejres må –
alle må vi op at stå –
rundt om bordet kære venner,
kortene i aften sender
vi en tanke – men vort mål,
er for klubben denne skål!
Stilling L´Hombreklubs slagsang,
af Tage Siim på melodien “Jens Vejmand”
Hvem stævner mod hotellet
hver tirsdag aftenstund,
med lidenskab i øjet
forventningssmil i mund?
Det er den helteskare,
som trodser storm og regn,
for her at give møde
i L’hombre spillets tegn.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og høres “solo”, “kaufen”
og “spil” fra fjern og nær,
så er det L’hombre-klubben,
som endnu sidder der.
De folk, som her fik afløb
for deres lidenskab,
har gjort det gamle spil
til en ædel videnskab.
De mestrer hver en melding,
de kender hvert et kort.
De fleste kender forskel
endog på rødt og sort.
Der meldes “pas” i forhånd,
den næste melder “spil”
men “baghånden tournerer”,
han både kan og vil.
Dog hænder det, han vender
et kort med hjertesuk,
de andre ler satanisk,
når manden han bli’r kruk.
En lille “forhåndssolo”
den stiller store krav,
og fiffigt skal den drejes
i vores L’hombre-laug.
Tit sidder “mellemhånden”
med en “tourne respekt”,
han sætter ind i modspil
med raseriets vægt.
Turneringsspillet kræver
sin mand så helt og fuldt,
han føler ikke tørst,
og han mærker ikke sult.
Med koncentreret spænding
går spillet op og ned,
at score “2 mod 0”
er det skønneste, han ved.
Og efter kampens hede.
går spillet mand mod mand,
og ikke uden charme
er da en lille “grand”.
Men ak – når bedst, man sidder,
da lyder en appel:
“nu kommer sidste omgang”,
og så er det farvel.
I aften holdes gilde
som slut på vor sæson.
Vi drøfter L’hombre emner,
hver har jo sin facon.
Når sommerløvet gulnes,
så samles vi igen.
Nu glemmes gammelt fjendskab,
nu mødes ven med ven.